Lokalrådet for Jordløse Sogn

 

Det handler om drømme. 

De drømme vi har for dér, hvor vi bor.

Det liv, vi drømmer om at leve.

Det liv, vi giver til hinanden og skaber sammen.

 

Arbejdet i lokalrådet står for tiden i naturen og det næres tegn.

Vi kigger mod stjernerne, vi drømmer om mere af vores unikke natur og vi tænker på, hvordan vi kan gøre byen tryg at bo i - med langsommere biler og en hjertestarter til hjerter, der kan gå i stå.

 

Natur
Først på året i 2025 gav vi et enigt råds opbakning til en ny forening, hvor rådet er repræsenteret med ét medlem. Det er foreningen Naturgruppen for Jordløse Bakker og Haastrup Bjerge, der løbende undersøger mulighederne for at skabe et større naturområde omkring Jordløse Bakker og Haastrup Bjerge.

Naturgruppen har blandt andet afholdt et konstruktivt og inspirerende møde for lodsejere i fjor og senest har de været med til at vores Jordløse Bakker er blevet ni hektar større. Tak for det!
 

Drikkevand

En lille ad hoc-gruppe bestående af Tanja Dominey og Marie Højlund har arbejdet med at skabe kontakt til Jordløse Vandværk, Haarby Lokalråd og Haarby Vandværk.

Der er skabt en god dialog og basis for et samarbejde.

Vi har lavet en fælles henvendelse til Assens Kommune og Naturstyrelsen, hvor vi foreslår et projekt omkring vores drikkevandindvindingsområde (Haarby indvinder en del vand heroppe fra) og hvor den særlige natur, surt overdrev, og rekreative aktiviteter samtidigt kan tilgodeses.

Meldingen fra Assens Kommune er, at de afventer anden etape af Den Grønne Trepart, hvor der (forhåbentligt) vil være flere penge til at sikre drikkevand og biodiversitet. 

De forsikrer os om, at de ikke har glemt os.

Vi venter i spænding sammen med dem og lader også Naturgruppen for Jordløse Bakker og Haastrup Bjerge arbejde videre med samme område.

 

Hjertestarter
Det er lykkedes lokalrådet at få en hjertestarter mere til byen, som skal hænge på Jordløse Forsamlingshus. Takket være Henrik Nordskovs ihærdige indsats og Trygfonden. Der udpeges og uddannes seks nye hjerteløbere i løbet af 2026, så der er gode chancer for at nogen kan løbe.


 

Slow living, slow village

Kirsten Rasmussen og Tanja Dominey fra Lokalrådet har undersøgt mulighederne for at få nedsat fartbegrænsningen på indfaldsvejene til Jordløse. Gerne ned til de 50 km/timen, så vi kan passe på alle de bløde trafikanter, som færdes rundt omkring Jordløse.

Det er i proces. En lang proces, da det kræver at man bliver godkendt som Omdannelseslandsby ved Assens Kommune.

Blot til info, så er Omdannelseslandsbyer særligt tiltænkt de

landsbyer, der har omkringliggende stedbundne kvaliteter, som eksempelvis adgang til skov eller andre naturområder, udsigt over marker og andet som kan være attraktive for nuværende og kommende beboere.

Kommunerne må udpege to Omdannelseslandsbyer hvert fjerde år - i tæt samarbejde med lokale borgere.

Vi arbejder fortsat på at blive udpeget.


Nye Jordboere
 Vi er en lille ad hoc-gruppe bestående af Birgitte Jørgensen, Palle Møldrup og Marie Højlund, som i 2025 holdt møde med Assens Kommunes nye chef for Plan & Byg, Jan Rødland. Det lykkedes os, udover at få en god dialog, at få ændret i den nye kommuneplan således, at der gerne må bygges på kirkens mark ved siden af Landsbyens Hus.

Det kunne jo ske, at der en dag var nogen, der fik en god ide om fx Tiny Houses.

Så nu er noget af vejen banet.


 

En stjernenat
 Vi arbejder også på at skabe en Stjernefestival, som løber af stablen i 2027.

Glæd jer! Det bliver med stjernekikkerter, fuldmåne og forhåbentlig masser af stjerneskud. Syddansk Universitet deltager med forskere der gerne vil berige os med deres viden og vi håber på at kunne fremvise film og udstillinger med stjernerne og hele universet som omdrejningspunkt.

Kom gerne med ideer til os!


 

Allerbedste hilsener fra Rødderne,

Kristoffer Rønn-Andersen

Tanja Dominey

Henrik Nordskov

Palle Møldrup

Niels Fløistrup

Kirsten Rasmussen

Marie Højlund 


 

Lokalrådet kan kontaktes på 20762288 eller Mariesen7@gmail.com

 

Dokumenter: