Velkommen til
Jordløse og Omegns Beboerforening
- i daglig tale Beboerforeningen og forkortet BF
Vi sidder i bestyrelsen, og glæder os til at møde dig!
Fra venstre mod højre: Ove Hagsten Pedersen er bestyrelsesmedlem. Marianne Holm Pedersen er næstformand. Vibeke Schelde er kasserer. Henriette K Lesley (i midten) er sekretær. Marie Højlund og Lars Lykke Haue er bestyrelsesmedlemmer. Birgitte Jørgensen er formand.
(Vagner Bøge og Digno Nielsen Quilodran er suppleanter)
Du er altid velkommen til at kontakte os…
Har du gode ideer eller ønsker til fornyelse? Vil du gerne med i de frivilliges fællesskab? Har du brug for mere information? Eller ønsker du at blive medlem af BF? Så kontakt vores formand eller sekretær. Formanden kan kontaktes via email: birgjoer@gmail.com og mobil: 2426 7645.
Sekretæren via email: henriette@lesley.dk og mobil: 6020 3090.
Vi arbejder med en bred vifte af opgaver og aktiviteter
Siden september 2003, hvor BF blev etableret, har vores fornemmeste opgave været at udbrede kendskab til Jordløse og omegn som et naturskønt, roligt landdistrikt. En landsby, der tilbyder et bredt udvalg af fælles aktiviteter og fritidsmuligheder, for både børn og voksne.
Kom gerne med input og vær med til at skabe fremtiden
Med udgangspunkt i beboernes ønsker og interesser, arbejder vi kontinuerligt på at skabe fælles aktiviteter, til glæde og gavn for alle i Jordløse og omegn. Disse iværksættes, både i BFs eget regi, og i samarbejde med øvrige foreninger, institutioner og/eller beboere samt lokale virksomheder.
BF samarbejder med Assens Kommune
For 11 år siden etablerede Assens Kommune ”By- og Landsbyambassadørordningen”. Denne er BF aktiv i. Landsbyambassadører fra hvert enkelt lokalsamfund byder tilflyttere velkommen på hver deres måde. I Jordløse tilstræber vi at besøge alle, som flytter hertil. Når vi besøger dig, får du info om området, velkomstgaver og brochurer. Er du flyttet hertil fra én anden kommune, får vi besked fra Assens Kommune. Har du navne- og adressebeskyttelse, eller er du flyttet indenfor kommunegrænsen, får vi ikke besked om din tilflytning!
Landsbypedelordningen i Assens Kommune, er BF også en del af. Pedelgruppen passer bl.a. de grønne arealer, og det er deres 15. sæson. BF modtager ét honorar fra Assens Kommune for deres arbejde. Pengene bruges til nye projekter og løbende vedligehold til gavn og glæde for lokalområdets beboere.
Andre arbejdsgrupper under vores vinger:
- Bosætning arbejder for at Jordløse skal være et godt sted at bo og bosætte sig.
- Flaglauget sørger for flagallé gennem byen ifm. konfirmation, Byens Dag og Ringridning. Ved festlige lejligheder hejses flagene ved byportene.
Du kan bestille og betale Flaglauget for at opsætte flagallé, hvis du vil have Dannebrog til vejrs på en privat mærkedag. - Græsningslauget er organiseret som en andelsforening, som du kan blive medlem af. Herefter kan du købe økologisk kød af racen Welsh Black.
- Nyhedsfuglen er fællesskabets budbringer, Jordløses elektroniske postfugl. Den hører og synger om alt, hvad der er værd at vide i og omkring Jordløse. Få nyheder og arrangementer fra Byens foreninger og institutioner direkte til din indbakke, så du altid er opdateret.
- Udsmykningsgruppen sørger hvert år for utraditionel Jordløse designet Bypynt langs landevejen og ved indfaldsvejene. Alle der kører igennem får en særlig oplevelse.
- Musik-i-Byen er BF’s musik og kulturorgan, som arrangerer koncerter og events.
Vi holder fast i de gode traditioner – hvor alle er velkommen til at deltage:
- 2. tirsdag i januar afholder BF Nytårskur i Forsamlingshuset, hvor vi fejrer frivilligheden.
- Fra marts til oktober er der Jordløse designet Bypynt på udvalgte steder langs Landevejen.
- I april deltager BF i Affaldsindsamlingen, arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.
- Medio/ultimo april afholder BF og Pedelgruppen et par fælles arbejdsdage i Byparken.
- Hvert år den 23. juni kan du opleve Sankt Hans fest i Byparken.
- I november og december opsætter Udsmykningsgruppen julenisser i bybilledet. Der opsættes tillige juletræer og julebelysning.
- Ultimo november inviterer BF til juletræstænding i samarbejde med Ride-Være-Stedet, Regnormen Naturbørnehave samt Kirken.
- Ultimo december inviterer BF alle beboere i Jordløse og omegn til Nytårsskål med bobler og hygge, så vi får sagt tak for året, som gik, samt Godt nytår til hinanden.
Bak op om Beboerforeningen, så vi kan skabe mere sammen!
Ved at melde dig ind i BF, støtter du foreningen; får stemmeret på generalforsamlingen og er tillige valgbar i bestyrelsen. Medlemskab koster kr. 100,00 pr. person pr. år. Er du interesseret i at blive medlem, eller har du glemt at indbetale dette års kontingent, så overfør beløbet via Mobilepay 20706 eller vores bank, Reg.nr. 0828 konto nr. 0000838454
HUSK: Tilføj navn, adresse og mobilnummer i beskedfeltet, så vi kan registrere dig!